Velkommen på bloggen

24/06-2019 03:06 • Skrevet af

I dette, mit allerførste blogindlæg nogensinde, vil jeg gerne byde dig rigtig hjertelig velkommen på bloggen. Jeg vil også fortælle lidt om hvem jeg er, og ikke mindst fortælle lidt om, hvordan det hele startede. Jeg håber, du har lyst til at læse med.

Hvem er jeg?

Måske er der mange, der allerede kender mit navn – for dig, som måske er ny på BubbleMinds, kan jeg fortælle, at jeg mit navn er Sanne Pogager. I skrivende stund er jeg 43 år, kæreste med Rune og sammen har vi tre skønne børn, Elli Viola på 4 år, Vera Johanne på 8 år og Vilfred Anton på 11 år. Vi er bosat i Nordsjælland. Til daglig arbejder jeg på en skole i Værløse, hvor jeg slår mine folder i vores modtageklasse. Jeg har været så heldig, at få lov til at arbejde på nedsat tid, så jeg har tid til at udvikle og drive BubbleMinds. Ved siden af BubbleMinds og mit lærerjob, arbejder jeg også som freelanceforfatter på Delta Forlag, hvor jeg er med til at redigere deres matematiksystem, Rema.

Hvorfor BubbleMinds?

Jeg er en lærer, som altid har elsket min forberedelsestid, og har nydt og nyder fortsat at lave små opgaver, spil mm. til mine elever. Gennem årene havde jeg efterhånden fået lavet en del hjemmelavede opgaver, spil mm. til mine elever. Jeg startede ud med at oprette en lille blog, hvor jeg samlede mange at mine opgaver, lege og spil. På bloggen havde jeg kategoriseret mine opgaver, spil mm. – man er jo ikke matematiklærer med hang til systemer og orden for ingenting 🙂 Tanken om et stort fælles materiale-bibliotek tog til. Jeg begyndte at undersøge om der fandtes sådant ét udover Skolekom, men fandt “kun” forskellige blogs og så deling af materialer i diverse Facebookgrupper. Jeg kiggede ud over Danmarks grænser og kunne se, at det fandtes i udlandet – men der var ingen dansk portal, hvor lærere nemt kunne dele deres egne hjemmelavede materialer med hinanden.

Idéen om et delingssite tog til – der sad jo mange andre lærere derude, der havde lyst til at dele ud af deres hjemmelavede materialer, som jeg jo selv havde – det kunne jeg jo se på Facebook, men systemet manglede. Facebook egnede sig ikke til det. Jeg gik derfor i tænkeboks for at finde ud af, hvordan siden skulle bygges op, hvordan flowet på siden skulle være, design mm. Alle aftenener, når børnene var blevet puttet, weekender, ferier mm.  blev brugt til at tænke, tegne og skrive. Til sidst lå planen klar og jeg sprang ud i det. Jeg fandt en lokal udvikler og sammen fik vi bygget den første version af BubbleMinds. BubbleMinds så dagens lys første gang den 1. februar 2016. Men BubbleMinds var jo ikke skabt bare ved at få bygget siden og købt et domænenavn. Nej, nu startede det hårde arbejde 🙂 Hver gang jeg stødte på et hjemmelavede materiale på Facebook, sendte jeg en besked afsted. Jeg har nok skrevet over 500 mails til alle mulige lærere rundt om i Danmark, og spurgt om de ikke kunne have lyst til at have deres materiale liggende på BubbleMinds. Og heldigvis er jeg næsten kun blevet mødt med postitive tilbagemeldinger. Så tusind tak for det, hvis du har været én af de mange, som jeg har henvendt mig til gennem årene. Uden dig – intet BubbleMinds. Så tusind mange gange tak for det 🙂

Jeg har nu været i gang med BubbleMinds i over 2 ½ år. Jeg arbejder stille og roligt på hele tiden at forbedre siden, nu seneste med en bedre søgefunktion. BubbleMinds har udviklet sig fra at være en side, hvor jeg skulle oprette alle materialer – til i dag, hvor man nu som lærer selv kan oprette sit materiale, følge med i hvor mange gange et materiale er blevet hentet mm. Jeg bruger fortsat stort set alle mine aftenener, mange weekender og ferier på BubbleMinds – besvarer dagligt et hav af mails, læser materialer igennem, indberetter moms, laver regnskab, laver reklameopslag på Facebook mm. Nogle gange kan jeg godt spørge mig selv: ”Hvad er det lige du har gang i, Sanne?” og ”Orker jeg at blive ved?” Svarene er: “Ja, det finder jeg nok ud af” og “Ja, det gør jeg” – for jeg elsker fælleskabet omkring BubbleMinds; alle de søde brugere på siden og alle de kreative udgivere. Og så hjælper det også at se, hvor flittigt min side bliver brugt, ca. 30.000 besøgende hver måned – alt dette vil jeg ikke vil være foruden.

Fremadrettet vil bloggen kommer til at handle om alt muligt, der er relevant i forhold til delingstrenden, udarbejdelse af materialer, brug af billeder i materialerne mm. Jeg har valgt at lave nogle temaer for de første blogindlæg. Den første serie vil blive en præsentation af forskellige programmer, som forskellige udgivere på BubbleMinds benytter. Disse indlæg skulle gerne være med til at inspirere flere lærere til selv at kaste sig ud i at lave materialer til sine elever, for så derefter at dele dem på BubbleMinds. Så jeg håber du fremover vil læse med 🙂

BubbleMinds’ blog bliver altså en blog, hvor både jeg og forskellige gæstebloggere skriver indlæg. Så hvis du har noget på hjertet, så kontakt mig gerne med din idé – så er det måske dit indlæg, som kommer på bloggen.

Tak, fordi du læste med – og endnu en gang velkommen på bloggen 🙂